Typosquatting er IKKE et Reelt Problem
maj 22nd, 2007 by Stefan JuhlPå det seneste har der været rigtig meget opmærksomhed om typosquatting “problemet” under .dk domænet. Men dette er blot et resultat af propaganda fra store danske virksomheder, hvis virkelige problem er deres inkompetence. Faktum er, at typosquatting er et selvforskyldt problem, der kan forhindres af virksomhederne selv, og tilmed uden det i sidste ende koster noget - tværtimod, så er det en god forretning!
Typosquatting, et resultat af inkompetence
Når jeg læser udtalelser, som f.eks. dem fra Nordea’s Claus Christensen og Harald Nyborg’s Bjarne Pedersen i denne computerworld artikel, så synes jeg de udviser inkompetence, ligesom rigtig mange andre i dansk erhvervsliv. At internetbrugere taster domæner forkert, er et gammelt og velkendt fænomen, men alligevel her mange år efter de har registreret deres første domæner, så står de stadig bare til, og føler sig forurettet når andre registrerer et domæne, der minder om deres. Det må være et udtryk for manglene forretningsforståelse, handlekraft eller bare udbredt dovenskab.
De fleste kan nok regne ud, at de domæner “domænesnylterne” registrerer, er domæner med trafik. Og endda så meget trafik, at der kan tjenes mere på domænet, end udgiften til betaling af DK-hostmaster’s gebyrer. Dermed er det også åbenlyst, at virksomheder kan lukrere på registrering af stave- og tastefejl’s udgaver af egne domæner. Altså, er det jo bare rigtig rigtig dumt når virksomhederne ikke gør det!
Undskyldninger om at det er er for dyrt, at registrere tusindevis af domæner, er også noget fis! For så mange domæner skal man slet ikke registrere - medmindre der rent faktisk er trafik på dem jo, men så er det jo en god forretning. Det er blot de domæner, der rent faktisk bliver indtastet, som man skal registrere. Og ja, selvfølgelig er det ikke lige alle der kan finde ud af, at finde frem til de domæner. Og specielt svært er det sikkert for de store gamle virksomheder, men de burde så kunne finde ud af at hyre en specialist, der kan hjælpe dem. Det er jo det alle gør når en opgave rækker udover egne evner.
FDIH’s dobbeltmoral
FDIH burde lære deres medlemmer om, hvad der er etisk forsvarligt indenfor domæneregistrering, og hvordan man forebygger typosquatting. Men det lader det ikke ligefrem til, når det netop nogle af deres medlemmer er blandt dem, der tuder over hvordan “domænesnyltere” laver typosquatting mod dem. Og for at det så ikke skulle være nok, så er nogle af FDIH’s medlemmer jo blandt dem der registrerer domæner, der ligger opad andres. Tag f.eks. CBB mobil’s (sonofon) registrering af en række tastefejl ifm. en reklamekampagne. Og hvad med Berlingske, der mener de kan registrere findalt.dk og forsøge at forhindre vores brug af findalt.com.
Måske Claus Hjorting, FDIH’s formand skulle rydde op i egne rækker før han kommer med udtalelser som nedenstående citat fra denne computerworld artikel.
Jeg ser gerne, at der skal være nogle omkostninger ved snylte på andres domæner. Det er en uskik, og mange sager ender blot i Klagenævnet for Domænenavne. Det har ingen præventiv virkning, og derfor bør snylterne straffes, så vi kan få skåret kraftigt ned i antallet af lovovertrædere
DK-Hostmaster & DIFO vil ødelægge .dk domænet
Pga. det opreklamerede, men ikke reelle problem, typosquatting, så er DIFO og DK-Hostmaster nu kommet med et oplæg til regler [PDF], der skal gøre det nemmere suspendere domæner, der anmeldes som typosquatting. Og min personlige mening om de regler, er at de er direkte ødelæggende for .dk domænet, da det kan ende med at skade langt flere reelle registranter end det hjælper mod typosquatting.
De nye regler for .dk domæner vil, hvis de bliver realiseret, betyde at domæner kan suspenderes hvis ikke der skabes kontakt til reigstranten indenfor 48 timer, og yderligere er det kun to personer der skal tage beslutningen. Det er jo helt groteskt, at registranten skal være tilgængelig 24/7 for at have en chance for at forsvare sine registreringer.
Når virksomhederne er så snegle-langsomme til at opdage -påstået- typosquatting, hvordan kan det så være så stort et problem, at suspendering skal kunne foretages så hurtigt? Og når mange virksomheder ikke engang kan holde styr på deres domæner, og undgå at de udløber ved et uheld, hvordan kan man så forvente at alle domæneregistranter kan kontaktes indenfor 48 timer?
Sådanne regler, ligner i mine øjne, et forsøg på at undgå retfærdige og gennemgående vurderinger af uoverensstemmelser ved domæner. Siden “nogen” åbenbart mener, at sådanne regler vil hjælpe, så kan jeg kunne stille spørgsmålstegn ved påståede domænetvister. Det ligner jo næsten et udtryk for at anmelderne ikke føler de står stært nok i deres sager, og nu prøver de at sende lorten videre til DIFO og DK-Hostmaster, der desværre lytter til dem! Jeg kan ikke se hvorfor det ikke kan håndteres af klagenævnet for domænenavne, som det hidtil har været tilfældet.
Selvom det ikke er min krig, da jeg næsten ingen .dk domæner har, så er jeg så dybt forarget over regelforslaget, at jeg vil forsøge at få tid til at dukke op til høringen imorgen, og sige min mening!
Postet under Internet Jura, Domæner |


22. maj 2007 kl. 21:46
Fuldkommen enig!
Spørger du mig er de gældende regler ganske udemærkede.
Har man ikke selv været ude og gafle de domæner der ligger op af ens eget hoveddomæne, så løber man en ganske, naturlig og høj risiko.
Får en typosquat’er alligevel nuppet en staveform man ikke havde tænkt over, plejer det ikke at være det store problem at få taget domænet hjem. Ok, sagsbehandlingen kan tage 3-5 måneder. Men ønsker man at speede den op kan man få oprettet et fogedforbud ved at gå rettens vej.
Der er ingen grund til at DIFO og DK-Hostmaster pludseligt skal til at agere dommer i tvistsager når vi allerede har et udemærket (omend langsomt) klagenævn, og i ekstreme tilfælde et retssystem. Det er langt bedre at de forsøger at holde sig så upartiske som overhovedet muligt.
31. juli 2008 kl. 12:58
Jeg vil da godt til denne diskussion tilføje, at jeg da håber DotDk (Afilias) får lov at overtage .dk domæne håndteringen fra DKHostmaster og DIFO, så vi kan få ensartede regler på området. DotDK vil nemlig nedarve de internationale ICANN UDRP regler for gTLD’ere under de internationale UDRP tribunaler præcist ligesom mange andre ccTLD udbydere har gjort ( se http://www.wipo.int/amc/en/domains/rules/cctld/ i listen ” Dispute Resolution Policy”). Her har den ”anklagede” 20 hverdage, fra han har modtaget klagen, til at formulere et svar og skaffe sig professionel rådgivning. Det synes mere retfærdigt end 48 timer? Alligevel er UDRP sager overstået på kun 8-12 uger, modsat de 4-5 måneder det tager herhjemme. Det er da for begge parter meget mere til at leve med.
-og ja – Firmaer og specielt deres marketings folk bør vågne op og medtage ”defensiv domæne registrering” som en fast del af en hvert marketings fremstød. Det nytter ikke noget, de opfinder geniale varemærker, bruger mange penge på, at få dem varemærke registreret på traditionel vis og så glemmer denne vigtige del. Hvis varemærket er en succes, kan man næsten lige så sikkert som amen i kirken, regne med at det bliver cybersquattet.
27. august 2008 kl. 09:47
Jeg er meget splittet omkring hvem jeg synes ville være bedst til at administrere .dk domænet, mest fordi jeg synes at både DK-hostmaster/DIFO og DotDK/Afilias ikke er gode nok…
Det kan godt være at DotDK vil nedarve ICANN’s UDRP regler, men en ting er hvad de vil gøre og noget andet er hvad de rent faktisk gør. Afilias er faktisk ligeså slemme som DK-hostmaster/DIFO om end ikke værre:
http://www.domainnamenews.com/icann-policy/icann-approves-new-info-policy/1740