Terrorøvelse i København - information, hvor?

marts 21st, 2007 by Stefan Juhl

I formiddags påbegyndtes terrorøvelsen her i København. Øvelsen er umiddelbart fokuseret omkring Ourøgade - lige ved siden af, hvor jeg bor.

Terrorøvelse i København - politi, afspærring mv.Jeg indrømmer blankt, at jeg er lidt ignorant, hvad angår de traditionelle danske medier, og derfor anede jeg intet om denne øvelse på forhånd. Så da jeg hørte og så de mange udrykningskøretøjer fra politi, brandvæsen osv. gik jeg ud for at se hvad der var igang. En af betjentene kunne så fortælle, at de altså afholdt terrorøvelse, og at det gik ud på at en bus var blevet sprængt af en bombe.

Terrorøvelse i København - sprængstof, ofre mv.Det er selvfølgelig lidt spændende med sådan en begivenhed, så jeg begyndte en rundtur i området med mit kamera. Men det blev hurtigt meget koldt at vade rundt og kigge, så jeg valgte at gå hjem igen. At det var lidt besværligt, at komme tilbage til min lejlighed fordi også min gade var afspærret, er en anden historie som jeg ikke vil komme nærmere ind på.

Terrorøvelse i København - ambulancerEfter jeg er kommet hjem, og atter har genfundet varmen, så er jeg stadig lidt hungrende after yderligere informationer. At min første handling var en Google søgning på ‘terrorøvelse københavn’, er igen et udtryk for min ignorance overfor traditionelle medier. Det der fangede mine tanker efter søgningen var at der ikke var nogen ordenlige informationer at finde - udover den samme lille pressemeddelse, som næsten alle nyhedsmedierne havde publiceret for er par dage siden.

Det er interessant fordi jeg sikkert ikke er den eneste, der starter på Google, og det på trods af, at jeg udmærket ved at jeg ikke vil finde friske nyheder derigennem. Og da jeg beskæftiger mig med markedsføring i søgemaskiner mv., så falder det mig naturligt, at ved en terrorøvelse eller en reel terrorhandling, så bør politiet vel nærmest annoncere på søgemaskinerne for de relevante søgninger. Dette ville i den grad forbedre borgernes muligheder for at finde ud af hvad der sker.

Politiet vil derigennem hurtigt og nemt kunne gøre alle interesserede opmærksom på at de bl.a. har lavet en “speciel” hjemmeside med relevante informationer. Og det skal jo nævnes, at på trods af at medierne indgår som en del af øvelsen, så har jeg ikke set politiets specielle hjemmeside nævnt i de artikler mv. der er omkring øvelsen.

Jeg synes det er fremragende, at man fra politiets side tænker så langt og benytter internettet til at udseende information. Men det er nu engang bare således, at en hjemmeside ikke bliver benyttet medmindre, der bliver gjort ordenligt opmærksom på den. Det var kun fordi en betjent fortalte mig om den, at jeg er klar over dens eksistens. Og det er jo nok ikke lige alle, som når at snakke med en betjent - specielt ikke hvis det var en rigtig terrorhandling…

Update 1: Jeg har for sjov skyld sat en adwords kampagne op for, at kunne indsamle lidt data på relevante søgninger omkring dagens begivenheder..

Update 2: Jeg er ikke den eneste som har givet et ord med på vejen ifm. politiets hjemmeside. Se de forbedringsforslag Mads Buch Stage kommer med her!

Postet under Søgemaskiner, PPC annoncering |

Skriv en kommentar

Stefan Juhl