Berlingske Digital forsøger Reverse Cybersquatting?
april 10th, 2007 by Stefan JuhlFor et par uger siden modtog vi / Datahjælp (en af mine forretningspartnere) en henvendelse fra advokaten for Berlingske Digital A/S. I henvendelsen, som nærmere har karakter af en trussel, bliver vi bedt om øjeblikkeligt at ophøre brugen af et af vores .com domæner. Et domæne som vi har benyttet i mange år før Berlingske Digital registrerede .dk udgaven af domænet. Altså noget der nærmest ligner et forsøg på reverse cybersquatting.
Hvis du ikke lige kender udtrykket Reverse Cybersquatting, så er her en hurtig forklaring: Reverse cybersquatting er når en virksomhed/varemærkeindehaver forsøger at tilkæmpe sig et domæne, der helt legitimt er blevet registreret på et tidligere tidspunkt af en anden part.
FindAlt.com - gammelt domæne, registreret med reel hensigt
Domænet vi har, som sagen drejer sig om, er FindAlt.com - et domæne vi registrerede den 27. marts 2001, og efterfølgende tog i brug i år 2002 - altså lang tid før Berlingske Digital lancerede deres køb og salg marked på FindAlt.dk, et domæne de først registrerede den 10. februar 2005.
Vores registrering af domænet FindAlt.com har altid været med en reel hensigt om at anvende domænet selv. Eksempelvis har vi gennem de sidste par år modtaget adskillige købstilbud på domænet, men hver gang har vi pænt sagt nej tak. Købstilbudende var iøvrigt typisk fra nogen, som mest af alt mindede om stråmænd - var det på jeres vegne, Berlingske..?
Ingen dialog - istedet direkte til trusler
Vi har på intet tidspunkt modtaget nogen direkte henvendelse fra Berlingske Digital. Istedet har de valgt at få deres advokater, fra advokatfirmaet Hjejle Gersted Mogensen, til skriftligt at henvende sig til os. I henvendelsen står der bl.a. følgende:
Såfremt den nuværende erhvervsmæssige aktivitet på hjemmesiden findalt.com ikke er bragt til ophør inden 10 dage, forbeholder mine klienter ethvert retsskridt, hvilket vil påføre Dem betydelige omkostninger.
Jeg ved ikke hvad hhv. Berlingske Digital og advokatfirmaet Hjejle Gersted Mogensen forestiller sig, men hvis de lægger ud med fuldstændigt urimelige krav samt trusler om økonomiske konsekvenser, i fald vi ikke indfrier kravene, så skal de nok ikke forvente den store samarbejdsvilje. Og det er da ganske uretfærdigt, at vi skal ophøre vores brug af domænet, bare fordi de hos Berlingske Digital, er så uopfindsomme, at de ikke evner at finde et navn, der ikke allerede benyttes af andre.
Den primære argumentationen for at vi ikke må anvende FindAlt.com, som vi i øjeblikket gør, lyder på en krænkelse af Berlingske Digital’s registrering af varemærket ‘findalt’. Et varemærke, der måske ikke helt holder vand, men det kommer jeg tilbage til.
Derudover argumenteres der med, at vi ikke har benyttet domænet FindAlt.com erhvervsmæssigt før Berlingske Digital lancerede FindAlt.dk - sådan noget fis! Domænet er, og har altid været, registreret af en virksomhed (Datahjælp) - en virksomhed der sidste år omsatte for et 7-cifret DKK beløb i indtægter fra online annoncer - altså bør der ikke herske nogen tvivl om at alle Datahjælps domæner og internetaktiviteter, er af erhversmæssig karakter.
FindAlt - et varemærke med tyndt grundlag
Som jeg nævnte, så angriber Berlingske os med argumentation om krænkelse af deres nyligt registrerede varemærke ‘findalt’. Men det varemærke holder umiddelbart ikke vand. Og hvorfor så ikke det?
Jo, varemærket er sammensat af to generiske danske ord. Hhv. ‘find’: grundform af at finde; ‘alt’: beskrivelse af univers, det hele (dansk retskrivningsordbog). Derudover er frasen ”find alt” meget almindeligt forekommende viser en søgning på Google, der melder tilbage om ca. 60.000 forekomster. Derfor må det siges, at find alt er almindeligt brugt for det at finde alt (alle former for varer og tjenesteydelser).
Dertil skal der lægges mærke til, at Berlingske’s brug af ‘FindAlt’ på FindAlt.dk tydeligt viser, at der menes “find alt”, da de alle steder har separeret ordende ved at skrive dem med stort - altså den typiske måde, at illustrere ordet som “find alt” på trods af det manglende mellemrum.
Konklusionen er derfor, at FindAlt mangler særpræg, og bruges til at betegne en aktivitet i lighed med den generiske betydning af find alt. Og det duer ikke iht. varemærkelovens § 2 og § 13.
Status - hvad vi gør ved sagen
Da vi finder kravet fra Berlingske Digital og deres advokater helt urimeligt, har vi valgt ikke at ændre på vores brug af FindAlt.com, der derfor indtil videre forsætter som hidtil. Derudover har vi lavet en indsigelse mod deres varemærke, som det kan ses hos Patent- og Varemærkestyrelsen, og håber på derigennem, at få varemærket ‘findalt’ annulleret.
Nu venter vi altså indtil videre på at indsigelsen mod varemærket bliver behandlet. Og at vi evt. modtager yderligere henvendelser fra Berlingske Digital eller deres advokater.
Postet under Internet Jura |


10. april 2007 kl. 22:24
Jeg syntes Berlingske går langt over stregen ved at henvende sig på den måde via deres advokater. Jeg håber at ethvert udfald af denne sag vil falde til din fordel.
10. april 2007 kl. 22:26
Mon Berlingske og Krak er i familie? Det er blot endnu et eksempel i en lang række på, at de gamle medier ikke har forstået, hvad nettet handler om - og hvordan man agerer på det. Men de lærer det - eller de bliver ramt så hårdt, at de ikke engang når at opdage, hvad der ramte dem
11. april 2007 kl. 08:00
Ja det er lidt groteskt at de vælger den fremgangsmåde. Og jeg kan kun stille mig uforstående over at de ikke selv har henvendt sig først.
Vi er godt nok ikke interesserede i at gå af med domænet, og jeg kan da godt se, at det for Berlingske er træls når vi har og bruger domænet. Men en personlig henvendelse og dialog ville generelt set øge sandsynligheden for en løsning - som måske tilmed kunne være holdbar for begge parter.
Jeg vil jo mene, at man som grundregel ikke skal hive advokaterne ind før man er sikker på, at man er uenige - hvilket vi dog tydeligvis er blevet nu..
12. april 2007 kl. 10:28
[…] Computerworld har idag en fin artikel vedrørende sagen med FindAlt.com domænet, som jeg skrev om i mit forrige indlæg. […]
22. maj 2007 kl. 16:23
[…] FDIH burde lære deres medlemmer om, hvad der er etisk forsvarligt indenfor domæneregistrering, og hvordan man forebygger typosquatting. Men det lader det ikke ligefrem til, når det netop nogle af deres medlemmer er blandt dem, der tuder over hvordan “domænesnyltere” laver typosquatting mod dem. Og for at det så ikke skulle være nok, så er nogle af FDIH’s medlemmer jo blandt dem der registrerer domæner, der ligger opad andres. Tag f.eks. CBB mobil’s (sonofon) registrering af en række tastefejl ifm. en reklamekampagne. Og hvad med Berlingske, der mener de kan registrere findalt.dk og forsøge at forhindre vores brug af findalt.com. […]
4. marts 2008 kl. 08:08
[…] på Amino.dk, og den synes jeg lige var værd at henvise til, da jeg jo ikke ligefrem er fan af FindAlt.dk og Berlingske Digital - eller nogen andre dele af Det Berlingske Officin for den sags skyld.. submit_url = […]
30. juli 2008 kl. 07:09
Nu ved jeg godt diskussionen er lidt gammel, men endnu ikke afgjort– men hedder det ikke ret beset ”Reverse domain hijacking”? De ”cybersquatter” vel ikke ligefrem jeres domæne?
Men det er der altså råd for. Den eneste måde de effektivt kan tage et .com domæne fra jer er, at føre en UDRP sag gennem en ICANN tribunal (f.eks WIPO) og her er der gode muligheder for at blive professionelt forsvaret, da I jo havde navnet FØR deres varemærke reg. De fleste danske erhvervs advokater er nemlig ikke ret erfarne med UDRP processen som langt fra ligner en almindelig varemærke retssag.
27. august 2008 kl. 09:42
Peter, det hedder vist begge dele, men Reverse domain hijacking er vist efterhånden mest populært. Til mit forsvar skal det siges at jeg tænker i søgeord, hvad folk hyppigst bruger og ikke så meget hvad der er helt korrekt
Det er rigtigt at de kun kan tage et .com fra os gennem en UDRP, men desværre er de “tildelte dommere” ved f.eks. WIPO, ligesom alle andre dommere i juridiske sammenhænge, bare ikke gode nok til at være objektive - ellers ville udtrykket “reverse domain hijacking” aldrig være opstået..
Og sidst men ikke mindst, så kan de dog godt indirekte “cybersquatte” vores domæne uden at tage det fra os. For hvis de skulle få medhold i deres varemærke osv. osv. så kunne de jo i den grad forhindre/begrænse vores muligheder for at bruge domænet!